Illustration af en hjerne med forskellige følelser - Libresse

Kropsforandringer som uønsket kropslugt, hudproblemer og at blive højere er det, vi typisk forbinder med puberteten, men hvad med vores hjerner? Jo, de udvikler sig også! Og det medfører (helt naturlige) humørsvingninger og følelsesmæssige forandringer. Så lad os kaste os ud i det, og få gode råd til, hvordan du kan håndtere pubertetens op- og nedture.

I puberteten ændrer vores hormoner, hvordan vores kroppe ser ud. Men de kan også ændre vores adfærd, tanker og følelser. Så det er helt normalt, at du føler dig lidt nede, indtil din krop (og hjerne) har vænnet sig til det – det er helt normalt! Hvis du ved, hvorfor disse forandringer sker, og lærer om de følelser, du kan opleve i puberteten, kan det måske hjælpe dig med at være mere forberedt og give dig mulighed for at håndtere dem på en sundere måde.

Hvordan din teenagehjerne udvikles i puberteten

I puberteten vokser og udvikles den grå hjernemasse (det væv, der udgør størstedelen af din hjerne). En del af denne grå hjernemasse bliver i din hjerne, mens andre dele bliver ‘beskåret’ – det er som at plukke løse kronblade fra en blomst. Men det er ikke meget, der forsvinder! Den grå masse i din hjerne mindskes kun med ca. 1,5% om året [1], for at hjælpe med at finjustere forbindelserne mellem dine hjerneceller – med andre ord hjælper det din hjerne med at blive mere effektiv! 

Det er forskelligt, hvor hurtigt de enkelte dele af din hjerne udvikler sig under puberteten. De dele, der styrer grundlæggende funktioner som dine sanser og evnen til at styre dine bevægelser, færdigudvikles først. Men de dele, der hjælper dig med at planlægge og styre dine impulser, udvikles dog på et senere tidspunkt. 

Din hjerne fortsætter med at vokse og blive stærkere, så den kan hjælpe dig med at tænke hurtigere, tydeligere og mere indviklede tanker, når du bevæger dig ind i voksenalderen. Den er officielt færdigudviklet, når du er 25 år gammel, selvom vi alle fortsætter med at lære mere om os selv og andre gennem hele livet. [2]

Voksne tænker ved hjælp af deres præfrontale cortex, som er den rationelle del af hjernen, mens man i teenageårene bearbejder information med amygdala, som er den emotionelle del. Disse to dele af hjernen udvikles med lidt forskellige hastigheder under puberteten, hvilket ofte skaber et misforhold mellem, hvad du føler, og hvad du tænker. Så hvis du nogle gange føler, at du ikke er dig selv, så er det helt normalt!

Følelsesmæssige forandringer under puberteten

Når vores kroppe er klar, udskiller vores hjerne et særligt kemisk stof kaldet gonadotropin-frigørende hormon (eller GnRH), som sætter puberteten i gang. [3] Derefter strømmer der stresshormoner, sexhormoner og væksthormoner ud fra vores hjerne, hvilket igen kan påvirke udviklingen af vores hjerne. [4] 

Selvom kombinationen af nye hormoner og hjernens struktur hjælper os med at modne, kan det også gøre det sværere for os at håndtere vores følelser, og det er helt okay. Husk, at du ikke er alene, og at disse forandringer er noget, vi alle oplever. Lad os se nærmere på, hvad du måske kommer til at opleve …

Humørsvingninger i puberteten

Vi har alle oplevet det: Det ene øjeblik svæver man måske på en lyserød sky, og det næste har man lyst til at tudbrøle. Disse intensive følelser, der kommer og går, er kendt som humørsvingninger, som primært udløses af de forandringer, der finder sted i din hjerne kombineret med hormonelle svingninger. [5] 

De er også forbundet med din nye midtimellem-rolle i dit liv: Du er ikke længere et barn, men heller ikke helt voksen endnu, og det kan være forvirrende. Når du ikke ved, hvad der forventes af dig, hvad du har lyst til, og hvad der er rigtigt og forkert, kan det gøre dig ængstelig. Når dette sker, så prøv at trække vejret dybt, og mind dig selv om, at det ikke varer for evigt.

Ængstelse

Ængstelse er en reaktion på ukendte eller skræmmende situationer. Det kan føles som et tryk over brystet eller problemer med at trække vejret uden nogen synlig grund. Vores teenageår er fyldt med nye og ukendte oplevelser og erfaringer, så det er helt naturligt at føle ængstelse i denne fase af livet. 

Ængstelse kan komme snigende, forstyrre vores søvn eller gøre det svært at koncentrere sig i skolen, og når den slår til, kan man nemt komme til at tro, at den aldrig forsvinder. Men ofte forsvinder ængstelsen af sig selv, når dine hormoner falder til ro i slutningen af teenageårene. Hvis du lider af alvorlig angst i en længere periode, er det dog en god idé at tale med din familie, en god ven eller endda en skolevejleder. De kan berolige dig, lytte og hjælpe dig med at håndtere dine problemer.

Sådan håndterer du dine følelser i puberteten

Det kan være overvældende at befinder sig i denne følelsesmæssige rutsjebane, men husk, at dine følelser kommer til at stabilisere sig. Det kan tage et stykke tid at vænne sig til det, men det bliver nemmere hen ad vejen. Pubertetsfølelser og humørsvingninger er trods alt noget, som alle teenagere oplever! Og med nogle få gode råd, kan du blive bedre til at håndtere dem.

Bevæg dig
Motion løfter dit humør og giver dig mere energi og flere positive tanker – også selvom det bare er en gåtur.
Slap af og nyd livet
Hvis du laver ting, du godt kan lide, bliver hele denne fase meget nemmere at komme igennem. Prøv at gå en tur med dine venner, lyt til musik eller endda kæle med et dyr.
Få masser af søvn
Det er vigtigt, at du får den rigtige mængde søvn. Det gør dig ikke kun mere frisk – når du får nok søvn, forbedrer det også hjernesundheden. [6]

Skriv dagbog

Du føler dig måske forvirret, ensom, vred, glad og ked af det, når du er i puberteten. Hvis du øver dig i at beskrive dine følelser ved at skrive dine tanker ned i en dagbog, kan de hjælpe dig med at lægge mærke til, hvordan de ændrer sig, og hvad der udløser dem. Du kan også skrive notater i din mobil, så du ikke glemmer at skrive dem ned senere. Nogle gange er det nemmere at håndtere visse følelser, hvis man anerkender dem.

Tal med andre, du har tillid til

Det kan være rart at dele sine følelser med andre i din nærhed – uanset om det er venner, søskende, forældre eller endda en lærer. Nogle gange kan det lette på din byrde at give udtryk for dine følelser og bekymringer. Og selvom du ikke kan finde den perfekte løsning lige nu, så kan et stort kram løfte humøret og mindske følelsen af ensomhed.

Tilbring lidt tid alene

Bare fordi din hjerne kører i højeste gear, betyder det ikke, at du også er nødt til det! Hvis du har lidt alenetid, kan det hjælpe dig med at forstå dine følelser, når du er i puberteten. Hvis du føler dig nedtrykt, hvorfor så ikke sidde på dit værelse i hyggetøj og lytte til din yndlingsmusik? Eller måske male eller læse en bog? Det er altid en god idé at lave det, du godt kan lide, slappe af og tilbringe lidt tid alene, især hvis der sker meget i skolen og med venner eller familien. 

Det er ikke altid nemt at blive voksen, så vær ikke for hård mod dig selv, når humøret svinger. Det er menneskeligt. Ikke mindst under puberteten – det er helt normalt. Bare fordi du har følt dig lidt nede et par dage, betyder det ikke, at du altid kommer til at være ked af det. Eller bare fordi du har råbt meget på det seneste, betyder det ikke, at du altid kommer til at være vred. Husk, at det er dine hormoner og din hjerne, der er lidt umedgørlige. 

Vær sød ved dig selv (og dine venner, som sikkert oplever nøjagtig det samme) i perioder som disse. Men hvis dine følelser skulle tage overhånd, og du gør nogen ked af det, så er det bedste, du kan gøre at give vedkommende en oprigtig undskyldning og undgå, at det sker igen … Vi begår alle sammen fejl. 

Hvis du vil have hjælp til at klare dig gennem puberteten, kan du også bede en skolevejleder om hjælp eller endda bede en voksen, du har tillid til, om at hjælpe dig med at kontakte en psykolog, som kan hjælpe dig med at finde andre løsninger til, hvordan du kan håndtere dine følelser. Det er helt i orden at bede om hjælp – du er ikke nødt til at løse dette helt alene! 

Hvis du forstår, hvad det er, som sker i dit hoved og din krop, kan det hjælpe dig med at acceptere de forandringer, du oplever. Så hvorfor ikke lære mere om de hormonelle faser af din menstruationscyklus eller læse om kropsidealer og objektivisering?

Referencer

[1] Mills, K. L., Goddings, A. L., Herting, M. M., Meuwese, R., Blakemore, S. J., Crone, E. A., et al. 2016. Structural brain development between childhood and adulthood: convergence across four longitudinal samples. Neuroimage 141:273–81. doi: 10.1016/j.neuroimage.2016.07.044

[2] https://www.urmc.rochester.edu/encyclopedia/content.aspx

[3] Experts, K.H.M. (ed.) Everything you wanted to know about puberty (for teens) - nemours kidshealth, KidsHealth. The Nemours Foundation. Available at: https://kidshealth.org/en/teens/puberty.html (Accessed: December 12, 2022).

[4] The adolescent brain: Beyond raging hormones (2011) Harvard Health. Available at: https://www.health.harvard.edu/mind-and-mood/the-adolescent-brain-beyond-raging-hormones (Accessed: December 12, 2022).

[5] Mayo Clinic Q and a: Rapid mood changes normal for teens - Mayo Clinic News Network (2022) Mayo Clinic. Mayo Foundation for Medical Education and Research.

[6] Lock, Sarah & Chura, Lindsay & Barracca, Nicholas. (2017). The Brain-Sleep Connection: GCBH Recommendations on Sleep and Brain Health. 10.26419/252Fpia.00014.001.pdf.

https://www.healthdirect.gov.au/emotional-changes-puberty

Lær mere