En pige, der lider af vestibulitis, smerter i skedeåbningen.

Faktatjekket af gynækolog og fødselslæge Heshoo Heshar

Hvis området omkring skedeåbningen gør ondt ved berøring, kan det være et tegn på vestibultitis, også kaldet vestibulodyni. Det er desværre ikke så usædvanligt, så her ser vi nærmere på, hvad det handler om, hvorfor det opstår, og hvordan man kan lindre det.

Hvad er vestibultitis?

Vestibultitis, eller vestibulodyni, som er den moderne medicinske term, er en betegnelse for smerter i skedeåbningen (altså området lige inden for de indre kønslæber). Smerterne kommer oftest, når man rører ved området, fx når man har vaginalt samleje, hvis man sætter en tampon eller menstruationskop op – eller i forbindelse med en gynækologisk undersøgelse. Mange beskriver det som en brændende, sviende eller stikkende smerte, selv ved en meget let berøring. Det skyldes, at slimhinden og nerverne i området er blevet overfølsomme, og det er netop den overfølsomhed, der gør, at selv den letteste berøring kan føles utroligt smertefuld.

Men det er vigtigt at vide, at man kan få hjælp. Med den rigtige behandling og hjælp – fx fysioterapi, egenomsorg, behandling af underliggende problemer eller bare små forandringer i hverdagen – kan smerten ofte blive mindre og i de fleste tilfælde forsvinde helt.

Men uanset hvor det gør ondt, kan det selvfølgelig føles udmattende både fysisk og mentalt, især for dem, der har haft ondt i lang tid uden at forstå, hvad der er årsag til smerten.

Vestibulitis, vestibulodyni eller provokeret vulvodyni

Vi ved, at sundhedssystemet bruger forskellige navne og begreber for at beskrive smerte i området omkring vulva. Så lad os se nærmere på dem, så de, der har brug for hjælp, kan forstå hvad lægen snakker om.

Vestibulitis er et ældre ord for smerte, der opstår ved skedeåbningen, når den bliver rørt. Det bliver stadigvæk brugt meget i daglig tale, men den medicinske diagnose hedder vestibulodyni. Man kan have enten en konstant smerte eller det, der kaldes provokeret – hvilket betyder, at den opstår ved berøring.

Så er der også provokeret vulvodyni, som beskriver smerte, der kommer fra berøring, men som kan mærkes andre steder i vulva. Med andre ord: forskellige navne, der alle handler om at beskrive, hvordan smerten føles, og hvor den kan mærkes.

Ondt i skedeåbningen og andre symptomer ved vestibultitis

Når man har vestibulitis, er det mest almindeligt at opleve smerte, svie eller en brændende fornemmelse lige ved skedeåbningen – men hvordan det føles og hvornår det gør ondt kan variere fra person til person. For mange kommer smerten først, når området bliver berørt, men den kan også dukke op bagefter eller hænge ved som en brændende fornemmelse. Her er nogle almindelige symptomer:

  • Svien eller brændende smerte ved berøring af skedeåbningen
  • Smerter ved vaginalt samleje, brug af tampon eller menstruationskop eller kontakt med fingre
  • Ømhed eller en prikkende fornemmelse, når der trykkes på området, selv let
  • Efterklang af smerte, der sidder i et øjeblik efter berøring
  • Rødme eller irritation omkring skedeåbningen
  • Følelsen af, at huden er sart eller overfølsom
  • Problemer med at slappe af i bækkenbunden på grund af smerte.

Hvis du genkender et eller flere af symptomerne, så er det en god ide at kontakte en ungdomsmodtagelse, jordemoder eller læge for at få råd og hjælp.

Hvordan får man vestibultitis?

Vestibulitis får man som regel af en kombination af faktorer, der gør slimhinden, nerverne og muskulaturen i området ekstra følsom. Hormonforandringer, irritation, infektioner og spændte bækkenbundsmuskler kan alle være bidragende faktorer. Det er almindeligt, at slimhinderne bliver tørrere eller tyndere end normalt – noget, der kan ske i flere forskellige faser i livet. Mange mærker symptomer under en graviditet eller efter en fødsel, når kroppen arbejder på højtryk for at komme sig, og hormonerne svinger. Hvis man ammer, har man ofte et lidt lavere østrogenniveau, hvilket kan gøre slimhinderne lidt mere følsomme.

Det samme kan ske i overgangsalderen, når østrogenniveauerne ændrer sig, og vulvaslimhinden kan føles mere tør eller sart end før. Andre gange begynder problemerne efter gentagne svampeinfektioner, en periode med smertefuld sex, spændte bækkenbundsmuskler eller ganske enkelt stress, der har sat sig i kroppen. Uanset hvad der har udløst det, er det vigtigt at vide, at man kan få hjælp – ingen skal gå rundt og have ondt.

Vestibultitis og menstruationsbeskyttelse

Hvis man har vestibulitis, kan valget af menstruationsbeskyttelse faktisk gøre en kæmpe forskel for, hvordan underlivet har det under menstruationen! Mange oplever, at udvendig menstruationsbeskyttelse, fx bløde bind, føles bedre end dem, der sættes ind i skedeåbningen, altså tamponer eller en menstruationskop. Det kan også føles rart at bruge skånsomme trusseindlæg, der er specielt designet til sart hud. Generelt kan man sige, at tynde, luftige og bløde materialer hjælper med at mindske friktion og irritation. Det vigtigste er jo at lytte til kroppen og tilpasse det, man har i trusserne efter dagsform, smag og behag.

Tips, der kan lindre, når det gør ondt i skedeåbningen

Hvis det gør ondt i skedeåbningen, kan små ændringer i hverdagen gøre en kæmpe forskel. Mange får det bedre med, hvis de er lidt ekstra venlige mod deres underliv – at droppe sæbe og vaske forsigtigt med lunkent vand eller en mild intimvask er en god start. Derudover kan man prøve at mindske friktion: undgå stramtsiddende tøj, ubehagelige materialer eller berøring, som kroppen ikke er klar til lige nu. For nogle kan afslapningsøvelser eller hjælp med bækkenbunden fra en fysioterapeut lindre smerten, især hvis musklerne er blevet spændte på grund af langvarig smerte. Og måske vigtigst af alt: Tag problemerne alvorligt og søg hjælp, hvis det er nødvendigt – ingen skal finde sig i smerte!

Hvornår er det en god ide at søge hjælp?

Hvis smerten i skedeåbningen har været der et stykke tid, eller begynder at påvirke hverdagen, sexlivet, eller hvordan man har det med sin krop, kan det være rart at snakke med nogen om det. Det gælder også, hvis man begynder at undgå berøring eller er bange inden gynækologiske undersøgelser.

Nogle gange kan der være forskellige årsager til, at det gør ondt i underlivet. Hos nogle kan smerter ved berøring være forbundet med andre tilstande, fx endometriose. Men uanset, hvilke årsager der er til smerten, er det vigtigt at vide, at man altid har ret til at søge hjælp. Der er ingen grænse for, hvor ondt man skal have, for at have ret til at kontakte en ungdomsmodtagelse, jordemoder eller læge. At bede om hjælp, når det gør ondt, er en måde at passe på sig selv.

Almindelige spørgsmål

Lær mere

Gå med i Libresse för att få tips och råd kring menscykeln, och var bland de första att få veta om våra nya släpp, tävlingar och kampanjer.

Bli medlem - få 10% rabatt

Gå med i Club Libresse för att få tips och råd kring menscykeln, och var bland de första att få veta om våra nya släpp, tävlingar och kampanjer! Dessutom får du 10% rabatt på menstrosor och menskoppar i vår e-handel*