Klamydia – en udbredt kønssygdom
Faktatjekket af gynækolog og fødselslæge Heshoo Heshar
En lumsk kønssygdom, der ikke gør meget væsen af sig, men som kan forårsage ret store skader. Vi forklarer hvad klamydia er, hvordan klamydia føles, hvordan man kan få det, hvornår man skal blive testet, og hvordan man behandler klamydia. Og mange andre ting selvfølgelig! Læs videre og få styr på det.
Hvad er klamydia?
Klamydia er en almindelig kønssygdom, der skyldes en bakterie, som overføres, når man har ubeskyttet sex. For det meste giver klamydia ikke nogen symptomer, hvilket betyder, at man faktisk kan have sygdommen uden at opdage det og dermed komme til at smitte andre. Det er ret alvorligt, da sygdommen kan forårsage temmelig store skader.
Hvad sker der, når man får klamydia, og ikke får det behandlet? Hvorfor er det farligt? Jo, ubehandlet klamydia forsvinder ikke af sig selv, og kan føre til betændelse og skader i æggelederne (eller bitestiklerne, hvis man har sådanne). Det kan dermed gøre det sværere at få børn, hvis man gerne vil have det. Den gode nyhed er dog, at hvis man opdager det, kan det let behandles med en antibiotikakur.
Hvordan smitter klamydia?
Klamydia er en seksuelt overført sygdom. Bakterierne, der forårsager den, holder til i slimhinderne i skeden, urinrøret og endetarmsåbningen – så når disse slimhinder kommer i kontakt med hinanden, benytter bakterien gerne chancen og hopper videre. Det betyder, at hvis man har sex med en ny eller midlertidig partner, gør man meget klogt i at bruge prævention, såsom kondom, femidom eller en slikkelap (et tyndt stykke latex til oralsex), for at undgå at blive smittet.
Eftersom klamydia kan give ret alvorlige følgesygdomme og smitter utroligt nemt, så vil din læge opfordre dig til at give besked til de personer, du kan have smittet.
Hvordan ved man, om man har klamydia?
Det lumske ved klamydia er, at det langt fra er alle, der får gener eller symptomer. Man kan have klamydia i lang tid, og derfor er det let at overse, at man er blevet smittet, og så kan man komme til at sprede smitten videre uden at vide det. Hvis man får symptomer, plejer de ikke at vise sig før en til to uger efter, man er blevet smittet, eller endda endnu senere. På den måde kan man næsten føle, at klamydia kan ligge latent i kroppen. Så hvis man ved, at man har haft ubeskyttet sex og oplever nogle af følgende symptomer, så skal man uden tvivl blive testet:
Det svier, når man tisser
Man har smerter i den nederste del af maven
Man har haft analsex og får udflåd fra endetarmen
Man har pletblødninger, altså at det bløder, når man ikke skal have menstruation
Man har ændret udflåd fra underlivet eller urinrøret
Hvordan føles klamydia?
Eftersom de fleste ikke får nogen symptomer, så er klamydia en infektion, som mange ikke kan mærke. Men du kan mærke på dit udflåd, at der er noget galt i underlivet. Hvis det er gulligt, lugter lidt anderledes og ikke er, som det plejer i konsistensen, så er det et advarselstegn. Et andet tegn er, at det gør ondt eller svier, når man tisser – som om man har en urinvejsinfektion. Og at man så også skal tisse oftere.
Klamydia går ikke væk af sig selv, og fordi det er langt fra alle, der opdager, at de har fået det, er det bedre at forebygge end at helbrede. Det er meget bedre at bruge præventiv beskyttelse (vi gentager: kondom, femidom eller slikkelap) med en ny eller midlertidig partner end at risikere at skulle behandles bagefter! Men nogle gange går lyst før fornuft, og så er det vigtigt at blive testet, hvilket vi kommer til nu.
Hvordan og hvornår kan man blive testet?
Det er utroligt nemt at blive testet for klamydia, og det gør ikke ondt, men der er et par ting, man bør være klar over inden.
Det tager op til 14 dage, før bakterien viser sig i testen.
Hvis man får foretaget en klamydiatest lige efter, man tror, man er blevet smittet, er det ikke sikkert, at testen fanger, at der forekommer klamydia i kroppen. Derfor bør man helst vente 14 dage, men hvis man har fået symptomer, skal man blive testet hos lægen med det samme.Hvis man har menstruation, kan testresultatet blive usikkert.
For meget blod kan medføre, at prøveresultatet er negativt. Hvis du har menstruation, er det bedst at vente, indtil menstruationen er overstået!Hvis man tager antibiotika og tester sig samtidig, kan svaret blive forkert.
En penicillinkur kan forvirre klamydiatesten, så den kan vise et falsk negativt resultat, selvom man har en aktiv klamydiainfektion i kroppen. Så her er det også bedst at vente, indtil behandlingen er afsluttet.
Hvor hurtigt får man svar om klamydia?
Når testen er taget, kommer resultatet som regel inden for 1-3 uger. Hvis den viser, at du har klamydia, så får du behandling med en antibiotikakur. Hvis man har foretaget en selvtest, skal du kontakte egen læge for at blive behandlet. Det er desuden meget vigtigt at sørge for at informere de personer du kan have smittet, før du vidste at du havde klamydia.
Spørgsmål og svar
-
Svaret plejer at komme inden for en uge og ved hjemmetest op til tre uger. Hvis du har foretaget en hjemmetest, så får du svaret digitalt, men hvis du har du været på en klinik, vil du blive ringet op af sundhedspersonalet, hvis din test er positiv.
-
Det kan man godt, men det er bedst at vente, indtil menstruationen er overstået, eftersom store mængder blod kan gøre testresultatet lidt usikkert.
-
Med en simpel antibiotikakur. Mens man får behandling, bør man ikke have ubeskyttet sex med nogen, da der er stor risiko for, at man stadig smitter.
-
Ubehandlet klamydia kan føre til betændelse i æggelederne (eller bitestiklerne, hvis man har sådan nogle), og det kan blive så slemt, at man kan få problemer med at få børn i fremtiden.
-
Klamydia er den mest udbredte bakterielle kønssygdom i Danmark, og der bliver rapporteret om mellem 29.000 og 40.000 tilfælde hvert år*. De, der oftest bliver smittet, er personer mellem 15 og 29 år.
*Kilde Statens Seruminstitut
Udforsk mere
Bliv medlem – få flere tips og råd om menstruationscyklussen
Bliv medlem af Club Libresse for at få tips og råd om menstruation og menstruationscyklussen og være blandt de første til at høre om vores nyheder, samarbejder, konkurrencer og kampagner! Derudover får du 10% rabat på menstruationstrusser og menstruationskopper i vores e-handel*