Et billede af en kvinde i 30-årsalderen, som har et godt selvværd

At føle sig mindre værd er desværre noget, som mange mennesker har oplevet. Men hvad indebærer det at have lavt selvværd, og hvad kan man gøre for at forbedre det?

Selvværd handler om, hvordan man generelt ser på sig selv som person og ens værdi. Hvis du har et godt selvværd, har du en indre følelse af at være god nok og accepteret, præcis som du er, uanset hvad du præsterer. Det får dig til at føle, at du er god nok, selv når du fejler eller begår en brøler.

Man kan nemt komme til at forveksle selvtillid med selvværd, men det er ikke det samme. I modsætning til selvværd er selvtillid knyttet til det, du gør, det, du opnår, og hvordan du opfatter din evne til at kunne håndtere forskellige opgaver eller situationer. De to begreber er helt sikkert forbundet, men selvværd går lidt dybere i ens person, mens selvtillid er forbundet med din tro på dig selv og dine evner, og den kan også være forbundet med visse situationer.

Symptomer på lavt selvværd

Som med de fleste ting i livet går ens selvværd i bølger. Nogle gange ser man sig selv i et positivt lys for i næste øjeblik at føle sig helt uduelig. Når denne følelse varer ved, kan det være et tegn på lavt selvværd. Man plejer at tale om disse symptomer:

  • Man har svært ved at tilgive sig selv for sine fejltagelser.
    Det er menneskeligt at fejle, og hvis man har et godt selvværd, kan man som regel ret let ryste en fiasko af sig og komme videre en erfaring rigere. Men hvis du derimod ikke kan give slip og hænger fast i, at det ikke gik som forventet, kan det være et tegn på lavt selvværd.
  • Man er utilfreds med sit udseende.
    Et skævt kropsbillede kan opstå, hvis man har lavt selvværd. Når man ikke kan se det fine i spejlet, det som alle andre ser, når de kigger på en, er det et tydeligt tegn på lavt selvværd.
  • Det er svært at tage imod kritik.
    Hvis du er din egen største kritiker, gør det ofte ekstra ondt med nederlag eller at få feedback fra andre. For hvis man ikke har en stærk selvfølelse, kan man nemt komme til at forstørre kommentarer, der ikke udelukkende er positive, og se dem som bevis på, at man er dårligst.
  • Man er ofte bange for, hvad andre tænker, og man føler sig fanget af ikke at kunne ændre noget i ens liv.
  • Man er ofte mere omsorgsfuld over for andre, end man er over for sig selv.
    At være en people pleaser kan være et tegn på, at man kæmper med sit selvværd, da positiv bekræftelse (som man jo ofte får, når man har gjort folk omkring sig glade) har en tendens til at være særligt varmende. Men i det lange løb er resultatet ofte, at folk begynder at overse sine egne behov, og så kommer selvhadet ofte snigende.
  • Det er svært at se sine positive sider.
    Alle mennesker har både gode og mindre gode egenskaber, men en person med lavt selvværd har ofte svært ved at se sine egne gode egenskaber. I stedet sammenligner vedkommende ofte sig selv med andres bedste egenskaber og føler sig dermed underlegne og mindre værd end andre. Man kan nemt køre fast i tanker om, hvor dårlig man er, og blive jaloux på andre.

Selvværd er vigtigt, hvis vi skal trives! Længere nede på denne side giver vi dig tips til, hvordan du kan arbejde med at forbedre dit selvværd. Hvis du har det dårligt og har brug for hjælp til at forbedre dit selvværd, kan du søge professionel hjælp hos en autoriseret psykolog eller psykoterapeut. De har uddannelse og erfaring i at hjælpe folk med at forbedre deres selvværd og håndtere negative tankemønstre. Med samtaleterapi og forskellige teknikker kan disse eksperter støtte dig på vejen mod et mere positivt selvbillede. Der er også rådgivere og andet personale på ungdomsklinikken, som gerne vil hjælpe.

Et billede af en kvinde i 30-årsalderen, som krammer sig selv

Almindelige årsager til lavt selvværd

Der kan være mange årsager til, at man får et lavt selvværd. Måske blev man drillet som barn eller fik meget kritik. Men det behøver ikke at være i barndommen, at det hele starter – også ting, der sker i nutiden, har stor indflydelse. Det kan være et hårdt slag for ens selvværd, hvis man mister sit job, bliver uvenner med nogen eller ens forhold går i stykker.

Hvordan kan jeg få et bedre selvværd?

Den eneste fordel ved at have et lavt selvværd er, at man kan arbejde med det, vende den negative spiral og begynde at se på sig selv med nye øjne! Hemmeligheden er at se på sig selv, som man ser på sine venner. Det er nemlig let at dømme sig selv hårdt, meget hårdere end man ville dømme en ven. Så at prøve at se sig selv som sin bedste ven kan være en god start. Når stemmen i dit hoved siger ”Jeg er ikke god nok”, så spørg dig selv, om du ville sige eller tænke det samme om en, du holder af? Du kan også øve dig i at gøre følgende:

  • Pas godt på dig selv. Spis, sov, bevæg dig og gør ting, der får dig til at føle dig godt tilpas.
  • Prøv nye ting af og til, så du kan se, at du kan klare dem!
  • Tilbring tid sammen med mennesker, der får dig til at føle dig godt tilpas og tryg.
  • Drop sociale medier og ting, der får dig til at føle dig mindre værd og ubehageligt til mode.
  • Sammenlign ikke dig selv med andre!

Hvis du har brug for hjælp til at forbedre dit selvværd, kan du søge professionel hjælp hos en autoriseret psykolog eller psykoterapeut. Med samtaleterapi og forskellige teknikker kan de støtte dig på din vej mod et bedre selvbillede og hjælpe dig med at få det bedre! Ungdomsklinikken har også rådgivere og andet personale, som man kan henvende sig til.

Et billede af to venner i 30-årsalderen, som opmuntrer hinanden

Lavt selvværd i puberteten

Selv den mest selvsikre person, du kan forestille dig, har på et eller andet tidspunkt følt sig helt håbløs. For selv om man har et grundlæggende stabilt selvværd (som man får med sig fra barndommen ved at modtage kærlighed, omsorg, respekt, frihed og tillid fra sine omgivelser), er der perioder, hvor man har det rigtigt dårligt. Mange oplever dette i puberteten. Da sker der nemlig så meget i hjernen samtidig med, at hormonerne farer rundt, så følelserne er overalt – samtidigt. Det er langt fra nemt at se på sig selv og føle, at man er god nok lige nu og her. Men med vores tips ovenfor om, hvordan du kan øve dig i at få et bedre selvværd, kan det blive lettere!

Almindelige spørgsmål

Hvad er selvværd?

Hvordan vi opfatter vores egen værdi, dvs. hvad vi selv synes, vi er værd som menneske.

Hvad betyder selvværd?

Selvværd betyder utroligt meget. Hvis man har et lavt selvværd, føler man sig ofte utilstrækkelig og dårlig i stedet for at se alle de positive sider, man har.

Hvad er almindelige årsager til et lavt selvværd?

Det kan være, at man er blevet drillet som barn eller har fået meget kritik under sin opvækst. Men oplevelser inden for den seneste tid kan også have indflydelse. Hvis man for eksempel mister sit job eller en vigtig relation, kan det også være en grund til, at man får et lavt selvværd.

Hvordan kan jeg få et bedre selvværd?

Det er vigtigt at passe på sig selv, at spise, sove og motionere og at fjerne ting, der ikke gør en glad. Det er også godt for selvværdet at prøve nye ting og indse, at man kan klare dem. Det samme gælder samvær med mennesker, der får dig til at føle dig godt tilpas og tryg, og at du ikke sammenligner dig med andre. Læs vores tips til, hvordan du får et bedre selvværd her ovenfor!

Medicinsk klausul

Informationen på denna sida är läst och godkänd av Libresse barnmorska. Den medicinska information som finns i denna artikel tillhandahålls dock endast i informativt syfte och får inte användas för att ställa diagnoser eller utföra behandlingar. Rådfråga alltid din läkare för att få information om specifika hälsotillstånd.