Lyserødt udflåd – hvorfor får man det?
Faktatjekket af jordemoder Amelie Jensnäs Joäng
Har du nogensinde kigget i dine trusser og opdaget lyserødt udflåd? Så er du ikke den eneste! Det er faktisk ikke ualmindeligt, at udflåd ændrer både farve og konsistens i løbet af menstruationscyklussen. I de fleste tilfælde er det altså helt normalt at have lyserødt udflåd, men der er også visse situationer, hvor det kan være en god ide at få undersøgt, om alt er i orden forneden. Lad os se nærmere på, hvorfor og hvornår lyserødt udflåd kan forekomme, og hvornår det kan være en god ide at søge læge.
Lyserødt udflåd ved toiletbesøg
Når man går på toilettet, kan det være en god ide at kigge i trusserne, da det kan afsløre, hvordan underlivet har det, og hvor man befinder sig i menstruationscyklussen. Udflåddet er kroppens eget lille rengøringsteam, der sørger for, at underlivet er i balance, og giver besked, når der måske er noget galt. Hvis du opdager lyserødt udflåd, når du går på toilettet, kan det være, at du har haft en lille blødning (man kalder det ofte for en pletblødning), der har blandet sig med udflåddet. Det er som regel ikke noget at bekymre sig om, da der er mange årsager, som er helt ufarlige. Pletblødninger er især almindelige i de første år efter, man har fået menstruation, og i overgangsalderen. Men hvis det sker ofte uden for disse perioder, er det derimod vigtigt at få undersøgt, at alt er i orden forneden.
Hvis du ikke bryder dig om følelsen af, at der er lidt vådt i trusserne, eller du ikke er så vild med lyserøde pletter, så kan vi anbefale trusseindlæg eller menstruationstrusser, som absorberer lidt mindre mængder væske. Man kan også bruge en menstruationskop, som faktisk er lige så god til at opsamle både udflåd som menstruationsblod – og den er skånsom mod slimhinderne.
Lyserødt udflåd efter samleje
Kan man få lyserødt udflåd efter samleje? Ja, det kan man. I forbindelse med vaginalt samleje kan der nogle gange opstå en let irritation eller små sår i skeden eller livmoderhalsen, som forårsager en lille blødning. Når blodet blandes med andre væsker som fx udflåd, kan det komme ud som lyserødt udflåd. Det lyder måske ikke så sjovt at få små sår og irritation i skeden efter man har haft samleje, men det er altså ikke noget, der er farligt, og det plejer at hele af sig selv. Hvis du derimod gentagne gange får blodblandet udflåd eller blødninger efter samleje, er det vigtigt, at du kontakter din læge for at få taget en celleprøve, da det kan være et symptom på celleforandringer.
Lyserødt udflåd før og efter menstruation
Hvis du ser lyserødt eller lyserødbrunt udflåd lige før, menstruationskalenderen fortæller dig, at du skal have din menstruation, er det sandsynligvis fordi, livmoderen begynder at forberede sig på den kommende menstruation. Da kommer der en lille mængde blod, som blandes med udflåd og danner det lyserøde udflåd. Mod slutningen af menstruationen plejer blødningen at aftage, og hvis der kun kommer lidt blod, kan det også komme ud som lyserødt udflåd.
Bruger du hormonel prævention som fx p-piller eller spiral? Det er selvfølgelig forskelligt fra person til person, men det kan gøre din menstruation mindre og få den til i højere grad at ligne lyserødt udflåd end den menstruation, du er vant til. Der kan være forskellige årsager til, at man har lyserødt udflåd under andre dele af menstruationscyklussen, men det ser vi nærmere på om lidt, så læs videre!
Lyserødt udflåd under ægløsning
Omkring midten af menstruationscyklussen plejer de fleste at have ægløsning, og når ægget frigøres fra ægblæren, kan der følge lidt blod eller væske med ægget. Da kan man også få et lyserødt udflåd eller en lille blødning.
Kan lyserødt udflåd skyldes svamp?
Nej, lyserødt udflåd er ikke et sikkert tegn på svamp, da den normalt producerer hvidt, klumpet udflåd kombineret med en ret ubehagelig kløe mellem benene. Så hvis du ikke kan nikke genkendende til det, kan du ånde lettet op – der er ingen svampe i sigte!
Hvad betyder det, hvis man får ildelugtende lyserødt udflåd?
Lugter dit lyserøde udflåd mærkeligt eller dårligt? Så har du måske været uheldig at få en ubalance i underlivet. Det kan være en infektion som fx bakteriel vaginose, som bør undersøges af en læge, der kan stille en diagnose og give den rette behandling. Derfor et det en god ide at kontakte din læge, ungdomsklinik eller gynækolog for at få hjælp.
Andre årsager til lyserødt udflåd
Nu har vi jo gennemgået en hel del ting, der kan være årsag til det der lyserøde udflåd, som kan dukke op. Men der er faktisk også en sammenhæng mellem lyserødt udflåd og graviditet. Vidste du, at det kan være et af de første tegn på, at man er gravid? Det er fordi, at når et befrugtet æg sætter sig fast i livmoderen, kan man få noget, der hedder implantationsblødning – det er ganske enkelt en lille blødning, der kan komme ud sammen med udflåd. Det er langt fra altid, det sker, men hvis det gør, er det måske en god ide at tage en graviditetstest.
Lyserødt udflåd kan også være et tegn på, at man har pletblødninger, eller spotting, som det jo også kaldes – altså små blødninger, der opstår mellem menstruationerne. Det kan man få, hvis man fx har lidt lave østrogenniveauer i kroppen, som får livmoderslimhinden til at løsne lidt ad gangen og ikke kun, når man skal få sin menstruation. Hvis du oplever, at du ofte har pletblødninger, er det en god ide at få undersøgt, om alt er i orden.
Hvornår skal man søge læge?
Når der dukker mystiske væsker op i underlivet, er det ikke så mærkeligt, at man gerne vil finde ud af, hvad det er, og hvorfor de dukker op. Som vi har kunnet konstatere, er lyserødt udflåd som regel helt normalt og ikke noget at bekymre sig om – men som med de fleste ting er der også situationer, hvor det er klogt at tale med sin læge, ungdomsklinik eller gynækolog. Kontakt sundhedsvæsenet, hvis du har lyserødt udflåd og:
- Feber og smerter i den nederste del af maven. Det kan være et tegn på infektion som fx underlivsbetændelse eller blærebetændelse.
- Har passeret overgangsalderen. Hvis du får blødninger, selv om din menstruation er stoppet i overgangsalderen, er det en god ide at søge læge.
- Har haft ubeskyttet samleje og tror, at du måske har fået en kønssygdom.
- Er gravid og gentagne gange har blodblandet udflåd eller blødninger.
Vanliga frågor
-
Udflåddet bliver lyserødt, hvis det kommer ud sammen med en lille mængde blod. Væskerne blandes, og der dannes et lyserødt udflåd.
-
Ja, man kan få lyserødt udflåd lige inden menstruation. Det er ganske enkelt et tegn på, at livmoderen forbereder sig på menstruationen.
-
Ja, det kan man. Det mest almindelige er, at man får en lille blødning, lige når det befrugtede æg sætter sig fast i livmoderen. Mange er ikke engang klar over, at de er gravide på det tidspunkt, da det er meget tidligt. Man kan også få små blødninger, der bliver til lyserødt udflåd senere i graviditeten, og derfor er det bedst at sige det til sin jordemoder, så I har tjek på situationen!
-
Ja, det er helt normalt at få lyserødt udflåd ved ægløsning, og det skyldes, at en lille mængde blod følger med ægget, når det løsner sig fra æggestokken.
Udforsk mere
Bliv medlem – få flere tips og råd om menstruationscyklussen
Bliv medlem af Club Libresse for at få tips og råd om menstruation og menstruationscyklussen og være blandt de første til at høre om vores nyheder, samarbejder, konkurrencer og kampagner! Derudover får du 10% rabat på menstruationstrusser og menstruationskopper i vores e-handel*
Medicinsk ansvarsfraskrivelsesklausul
Informationen på denne side er læst og godkendt af Libresses jordemoder Amelie Jensnäs Joäng. Den medicinske information i denne artikel stilles dog kun til rådighed i informationsøjemed og må ikke bruges til at stille diagnoser eller udføre behandlinger. Konsultér altid din læge for at få information om specifikke helbredsmæssige tilstande.