Tamponer

Du har sikkert hørt om en tilstand kaldet toksisk shock syndrom, TSS.

Den kan være dødelig, så det er vigtigt at kende alle fakta. TSS er en sjælden, men livsfarlig bakterieinfektion, der kan gøre alvorlig skade på din hud og dine organer, hvis den ikke behandles. Selv om alle kan få TSS – mænd og børn kan også få det – forekommer omkring 50 % af alle tilfælde hos kvinder, når de har menstruation.

Toksisk shock syndrom er ofte forbundet med brugen af tamponer, især "superabsorberende" tamponer [1]. Men det kan også berøre kvinder, der bruger et pessar, eller kvinder, der har født et barn.

Den gode nyhed er, at hvis der stilles en diagnose på toksisk shock syndrom, og det behandles tidligt med antibiotika, er der en god chance for bedring. (Selv om tilstanden kan komme igen, når først du har haft den.)

Af hensyn til dit helbred og velfærd er det vigtigt at vide, hvordan du genkender symptomerne på toksisk shock syndrom, især da der ikke findes én enkelt måde at teste for tilstanden. Tegn omfatter høj feber (over 38,9 °C), hovedpine, svimmelhed og et udslæt over hele kroppen som en solskoldning. Andre ting, som du skal være opmærksom på, er opkastning og/eller diarré, ømme muskler eller svaghed, stærkt røde øjne, hals og skede samt forvirring eller desorientering [2].

Hvis du har menstruation, og du får et eller flere af disse symptomer, mens du bruger en tampon, skal du straks fjerne den og søge læge. Og husk, at du kan få tilstanden, selv om du ikke bruger tamponer, så du skal altid handle hurtigt, hvis du begynder at føle dig dårligt tilpas.

Der er forskellige teorier om, hvorfor brugen af tampon er forbundet med TSS. Hvis den får lov at sidde i skeden for længe, kan den blive grobund for bakterier, og superabsorberende tamponer kan give rifter i skeden, hvorved bakterier kan trænge ind i blodet.

Uanset årsagen så er det meget vigtigt at huske at fjerne din tampon, når din menstruation er slut, og at skifte tamponer straks efter svømning, da de kan absorbere bakterier fra vandet. Og brug den mindste størrelse tampon, der er effektiv for dit behov. Hvis du bruger tamponer, der er for tykke til, at de nemt kan føres ind, kan det give rifter i skeden.

Hvis du tror, at du har toksisk shock syndrom, skal du straks ringe til din læge, da det er vigtigt at blive behandlet hurtigt. Men ellers skal du ikke gå rundt og være bange – bare være fornuftig og sørge for, at du ved, hvad du skal være opmærksom på.

Vidste du?

40
antallet af TSS-tilfælde rapporteret i Storbritannien hvert år [3]
13-25
du har størst risiko for at få TSS i den aldersgruppe [4]
50%
af TSS-tilfælde involverer menstruerende kvinder, der bruger tamponer [5]

Medicinsk ansvarsfraskrivelse

De medicinske oplysninger i denne artikel tilvejebringes kun som en informationskilde og må ikke bruges til eller lægges til grund for diagnostiske eller behandlingsmæssige formål. Hvis du har brug for vejledning om en specifik medicinsk tilstand, skal du tale med din læge.

Lær mere

Se mere

Del  Tweet