Kære du. Tak for din besked. Det er helt forståeligt, at du kan føle dig i tvivl og lidt usikker på, hvad der mon er normalt i tiden efter en abort og derudover opstart af ny præventionsform. Når kroppen gennemgår en abort, om det så er spontant eller provokeret, vil der gå noget tid, før kroppen normaliseres lidt igen. Det er slet ikke på samme måde som efter en fødsel, og alligevel kan man sagtens sige, at kroppen har været i en helt ny tilstand, fordi den har været gravid. Derfor skal den lige finde tilbage til sig selv igen, og hele den proces skaber noget uorden i hormonerne. Det kan måske sammenlignes lidt med sygdom. Når man har været syg og immunforsvaret har arbejdet for at bekæmpe sygdommen, er der gerne noget tid efterfølgende, hvor kroppen restituerer/prøver at genfinde balance. Dette sætter den normale, habituelle, tilstand lidt ud af kurs for en periode. Samtidig står du i en situation, hvor kroppen får tilført hormoner fra en præventions-sprøjte, og det betyder, at alle de hormonelle forandringer - både forårsaget af aborten og af p-sprøjten kan give pletblødniger. Derudover findes der præventionsformer, der enten reducerer menstruationen eller helt stopper den. Fx minipiller og p-sprøjter, der indeholder hormonet Gestagen. Denne præventionsform hæmmer ægløsningen, hvilket er med til at forårsage de blødningsforstyrrelser, du oplever. Det er på ingen måde farligt, hvis du ikke får din menstruation. Men derfor kan det selvfølgelig stadig være rart at få fastlagt den præcise årsag til, at menstruationen udebliver. Vi anbefaler, at du evt. taler med din egen læge om blødningsforstyrrelserne. I hvert fald bare at få fastlagt, at der ikke er andet galt. Bedste hilsner fra Henriette og Majbritt