Kære du, Tak for dit spørgsmål. Det er normalt i Danmark at få sin første menstruation, når man er mellem 9 og 18 år - det er derfor helt normalt, at du ikke har fået din menstruation, når du er 14 år. Vi får ofte henvendelser fra piger, der som dig, er bekymret over at de ikke har fået menstruation, da mange af deres jævnaldrende har. Et tidligt tegn på, at du er ved at få din menstruation er, som du, at få udflåd og det er normalt at have udflåd i en tid inden. Et andet tegn på, at din menstruation er på vej er, at dine bryster begynder at udvikle sig. Det lyder til at alle fysiske tegn er der, om at du er i helt normal kropslig udvikling og der også er klare signaler om at din menstruation er på vej. Vi kan godt forstå at du er utålmodig og bare gerne vil have din menstruation ligesom de andre piger i din klasse. Der er ikke noget du kan gøre rent fysisk for hurtigere at få din menstruation, men mentalt kan du gøre noget. Prøv at tale med din mor, moster, søster, bedstemor eller andre kvinder i din familie, som du har tillid til. Der er ofte en familiemæssig lighed i hvornår, man har fået sin menstruation. En anden ting du kan prøve er, om det er muligt for dig at vælge at acceptere, at din krop tager tingene i sit eget tempo. Din krop er helt normal og præcis, som den skal være, for det er normalt at du ikke har fået din menstruation, som 14-årig. Vi håber, at du kan bruge svaret. Bedste hilsner Henriette og Majbritt