Kære du Tak for dit spørgsmål. Selvom pigers kroppe ser ens ud på mange måder, så er vi alligevel forskellige i forhold til hvor hurtigt vi vokser og udvikler os. Hos os i Danmark, er det normalt at få sin første menstruation, når man er mellem 9 og 18 år. Derfor er der ikke noget galt, fordi du ikke har fået din menstruation, når du er fyldt 13 år. Et tidligt tegn på, at du er ved at få din menstruation, er at få udflåd, som er en mælkeagtig væske, der kommer fra skeden. Et andet tegn på, at din menstruation er på vej, er at dine bryster begynder at udvikle sig. Jeg håber, at det var svar på dit spørgsmål, ellers må du gerne skrive igen. Bedste hilsner Majbritt og Henriette