Kære du, Tak for dit spørgsmål. Vi kan forstå, at din bekymring går på, om der mon kan være noget galt siden du ikke har haft din menstruation i 62 dage. Til det vil vi blot sige, at som udgangspunkt er det helt normalt. Når piger kommer i puberteten og de får deres første menstruation, skal kroppen lige vænne sig til de nye forandringer, og det kan sagtens betyde, at deres menstruation kommer med længere mellemrum. Det er overhovedet ikke farligt. På et tidspunkt (der kan sagtens gå et par år) vil din menstruation blive mere stabil og komme ca. én gang om måneden, men indtil da, vil den komme sådan lidt mere uregelmæssigt. Det lyder som en rigtig god idé at dele dine tanker med din mor. Hun kan helt sikkert fortælle dig lidt om, hvordan det var for hende at få sine første menstruationer, så du også ved, at det er ganske normalt. Måske det samtidig kan berolige dig, at hun ved, at du har de bekymringer. De bedste hilsner fra Majbritt og Henriette