Hej med dig, og tak for din besked. Vi kan starte med at berolige dig helt ved at sige, at det er absolut helt normalt. Der er intet galt med dig, fordi det har en brunlig farve. Egentlig er det ikke rigtig blod, du oplever. Det er nærmere udflåd, hvor der kan være spor af blod med. Rigtig mange piger, både helt unge som voksne, oplever gerne at have brunt udflåd når menstruationen skal til at stoppe. Det er fordi kroppen lige skal have det sidste med ud - altså gammelt blod. Nu hvor det er din første menstruation, vil den helt naturligt være lidt anderledes, end du måske først har tænkt på. Når andre snakker om menstruationsblod og blødninger, er det helt forståeligt, at man automatisk tænker på den helt mørkerøde farve, der også kommer, når man fx har skåret sig i fingeren. Men sådan er det ikke altid, når piger har sin menstruation. Både farve og mængde kan variere utrolig meget. Især i starten, hvor menstruationen lige skal tilpasse sig. Det er rigtig godt, at du allerede nu er opmærksom på farven. Den kan også være med til at fortælle dig, om alt er som det skal være. Så længe, at det er brunt eller rødt, er det som udgangspunkt helt normalt. Blodet bliver blandet med udflåddet (der er med til at holde skeden ren), og derfor ser farven forskellig ud alt afhængig af, hvor meget blod, der kommer ud og om det er gammelt eller frisk. Vi håber, at det gav lidt klarhed på din bekymring. Bedste hilsner fra Majbritt og Henriette