Kære du, mange tak for dit spørgsmål.
Det er forskelligt hvornår menstruationen kommer første gang igen efter en fødsel. For nogen går der kort tid (få uger) og for andre længere tid (op til 1,5 år). Derudover kan der være forskellige årsager til at menstruationen udebliver. f.eks. amning. For nogen starter menstruationen først, når de stopper med amningen, og for andre kan den starte samtidig med at man ammer.
Udfra det du skriver, lyder det normalt, at du ikke har fået din første menstruation efter 5 måneder. Man skal huske på, at man får sin første ægløsning før sin første menstruation, så man kan blive gravid igen før man har fået sin første menstruation. Så hvis du ikke ønsker at blive gravid igen allerede, så skal du sørge for prævention. Hvis du har brug for at vide mere, så kan du altid tale med din egen læge, som vil kunne besvare dine spørgsmål og give råd. Jeg håber du kan bruge svaret.
Bedste hilsner Majbritt og Henriette