Kære du,
Overgangsalderen er en naturlig fase, hvor hormonniveauet ændrer sig og menstruationen ophører. Den gennemsnitlige alder for sidste menstruation er i Danmark 51,5 år. Menopausen er tidspunktet fra man har sin allersidste menstruation og fremefter. Overgangsalderen er tiden, hvor man stadig har menstruation, men hvor de hormonelle ændringer kan påvirke dig og give psykiske og fysiske gener. Menstruationen bliver i denne perioder uregelmæssig og kan både opleves hyppigere, kraftigere, men også pludselig springe en måned over.
Hedeture, som du beskriver, og ubehag i form af hovedpine, svimmelhed, uro og dårlig nattesøvn er nogle af de gener, man kan opleve. På baggrund af det du beskriver, så er det sandsynligt at det er begyndende overgangsalder du oplever.
Alle kvinder er forskellige og overgangsalderen opleves også forskelligt. Alligevel kan det være meget værdifuldt at tale med andre kvinder på din egen alder om og evt. hvilke forskellige symptomer I hver især oplever.
Vi håber du fik svar på dit spørgsmål. Ellers er du velkommen til at skrive igen.
De bedste hilsner
Henriette og Majbritt